Gratis oplevelser til dig🧡
Udgivet 14. marts 2023
Mangler du idéer til, hvad du mon skal finde på i den kommende uge? Så kig med lige her, hvor vi guider til de bedste gratis events. Ugen byder på en masse dejlig musik og smukke kunstoplevelser, du ikke vil gå glip af. Så tag en god ven under armen og kom afsted. Hvad venter du på?
Se guiden herunder og glæd dig til at opleve mere.
Uro: Iliaden som bog og teater
Ons. d. 15. mar. kl. 18:30-20:30
Frederiksberg Hovedbibliotek, København
Homers Iliaden fra 800 f.Kr regnes for en af de helt store klassikere. Betty Nansen Teatret er i øjeblikket aktuel med en nyfortolkning af det græske heltedigt. Heltedigtet er et krigsepos skrevet på vers, og teksten er ikke helt nem at afkode. Så hvorfor vælger Betty Nansen Teatret at opsætte Iliaden som teaterforestilling - og er den gamle krigsfortælling stadig relevant for os i dag? Til den interessante og vedkommende foredrag kan du møde Elisa Kragerup, kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret, og Henrik Holm, museumsdirektør ved SMK og kunsthistoriker ved Københavns Universitet.
Koncert: 17:17 - Thomasz Kusz Quintet
Ons. d. 15. mar. kl. 17:17
Odense Hovedbibliotek, Odense
Kom og hør de talentfulde studerende fra Syddansk Musikkonservatorium spille koncert på Musikbiblioteket i Odense. 17:17-koncerter er et årelangt samarbejde mellem Syddansk Musikkonservatorium og Odense Musikbibliotek. Her kommer de dygtige studerende og indtager scenen med deres vellydende toner. Det er et spændende format, hvor de studerende prøver både nyt og gammelt materiale af - og beviser hvor meget de kan musikalsk.
Fernisering: Spring Collection 23
Tors. d. 16. mar. kl. 16:30
Basement Art Studio, København
Vær med når der er fernisering på den farverige og medrivende udstilling, Spring Collection 23 - Bundgaard, Spang-Hanssen & Rithva. Det bliver en intim kunstoplevelse i uformelle omgivelser. Her kan du opleve værker fra de tre kunstnere, Ole Bundgaard, Simon Spang-Hanssen og Rithva Landler. Det bliver en kunstnerisk oplevelse med øjenlyst og livsglæde.
Udstilling: In and Out of Time
Tors. d. 16. mar. kl. 16:30
Baghold, København
Du inviteres til fernisering og åbning af udstillingen "In and Out of Time”. Her er der præsentationer af alle de aktive kunstnere, der optræder på den flotte udstilling. In and Out of Time er et fire dages kunstevent, hvor du både kan opleve udstillinger, workshops, performance, videovisninger og en live koncert på Vesterbro i København. Der er gratis adgang til alle udstillinger og aktiviteter fra torsdag d. 16. marts til og med søndag d. 19. marts.
Debutkoncert: Dylan Richards
Lør. d. 18. mar. kl. 19:30
Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus
Vær med til en opsigtsvækkende og visuel smuk koncertoplevelse på Det Jyske Musikkonservatorium. Dylan Richards debuterer som komponist fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med denne anderledes koncert, hvor han dokumenterer sit arbejde med at udtrykke sig musikalsk gennem kuraterede videoklip, sat sammen med lyde, lydkunst og musik. Her kan du medbringe tæpper, puder og hvad der ellers kan understøtte en behagelig, langvarig seeroplevelse.
Nyd foråret og den blomstrende kultur.