Hjem & Haveliv - Haveselskabets Livsstilsmesse 2023
Udgivet d. 17 maj 2023
Henover Pinsen lægger smukke og idylliske Frederiksberg Have rammerne om dette års Hjem & Haveliv - Haveselskabets Livsstilsmesse. Haveselskabets har gennem mange år inviteret indenfor i Haveselskabets Have til en lille storby-oase med fantastiske udstillere, skøn blomsterkunst, hyggelig stemning, vellydende musik og lækker mad. Her kan du som gæst opleve det bedste indenfor blomster, design, gastronomi og meget andet, når den vidunderlige have fyldes med skønne kvalitetsprodukter, trends og inspiration.
Haveselskabets Livsstilsmesse - Hjem & Haveliv, strækker sig fra fre. d. 26. maj til søn d. 28 maj. Til den skønne livsstilsmesse på Frederiksberg kan du som gæst møde spændende profiler, som på hver sin måde, giver dig inspiration til det bedst mulige haveliv. Her kan du høre om blomster, altanhaven og få de bedste tips til hvordan høsten kan omdannes til lækker syltning.
Over de tre forrygende dage, kan du købe et lækkert produkt med hjem, når skønne udstillere, indenfor forskellige fag, sælger deres varer på messen. Messen byder på mere end 150 udvalgte udstillere med produkter indenfor: Have & Blomster, Bolig & Design, Mode & Kunsthåndværk, Antik & Vintage, Gastronomi & Delikatesser og Velvære & Sundhed.
Du kan blandt andet opleve Liv Meinert, som går under navnet Plante_liv på Instragram, fortælle om de mange flotte buketter hun selv finder og plukker. Du kan også møde forfatteren til bogen ”Design din altan og tagterrasse” Nina Ewald og få gode råd til, hvordan du indretter din altan praktisk og hyggeligt. Der er rig mulighed for at nyde god stemning og blive klogere i løbet af de tre dage.
Presse- og kommunikationschef, Bente Yde Enert, fortæller at der er mange gode ting at opleve på Hjem og Haveliv 2023: “Jeg vil selvfølgelig anbefale at vandre en tur gennem Haveselskabets smukke have. Hvis træerne kunne tale, så ville der blive fortalt historier om, hvad der er sket i haven. Og så glæder jeg mig til at opleve Syltedronningen Helena Greyston, men også at høre om indretning af små haver, om at dyrke buketter fra egne haver og sidst men ikke mindst at høre Rosoman Peter Scherg fortælle om sine over 400 forskellige historiske roser”
Så tag en god ven under armen og brug jeres pinse i Haveselskabets smukke Have, hvor I har muligheden for at opleve årets skønneste livsstilsudstilling. Hjem og Haveliv byder ikke kun på flot blomsterkunst, spændende foredrag og hyggelige aktiviteter, men foregår under skønne rammer, hvor du er garanteret gode stunder og sommerlig stemning i hjertet af Frederiksberg.