May Silja Andersen Holm om kulturforbrug, en særlig koncertoplevelse og kærlighed til SV-festivalen
Udgivet 31. maj 2023
May Silja Andersen Holm, bedre kendt som Sydhavnsmor, er blogger og influencer, og bor til dagligt i et lille bådhus i Sydhavnen ved Københavns Havn. På hendes blog kan man blandt andet finde sundere kageopskrifter, boligtips og rejse- og kulturguides - som hun også deler på sin instagramprofil @mayasilja, sammen med en masse andet fra hendes hverdag. Hun elsker at gøre brug af kulturen i København, og hun har altid været meget begejstret for teater. Hun har gennem flere år været en del af SV-festivalen, der igen i år afholdes i hendes nærområde, i Sydhavnen. Du kan læse mere om Mays kulturforbrug, hendes bedste koncertoplevelse og hendes kærlighed til SV-festivalen lige her.
Hvad betyder kultur for dig og hvordan vil du beskrive dit kulturforbrug?
For mig er kultur en nødvendighed. Vi mennesker mødes om kultur, både børn, unge og ældre - og oplever ting sammen, som sætter følelser og tanker i gang. Udvikler os og stimulerer. Jeg elsker at bruge byen kulturelt og har fx en teaterklub med 15 skønne damer, som jeg alle har mødt via mit netværk på min SoMe-kanal @maysilja og så er jeg vild med, at vi i København har så mange skæve, særlige, lokale og spændende tilbud som fx SV-festival, som jeg i mange år har været heldig at være en del af.
Hvilken kulturoplevelse har gjort særligt indtryk på dig, og hvorfor?
Jeg er selvfølgelig superbegejstret for SV-festival og husker særligt Freja Kirks koncert på Teglholmen som en magisk dag. Men jeg er også enormt begejstret for teater, og har selv arbejdet (i forhusene og med PR) på flere teatre siden jeg var 17 (er 40 nu) indtil for fem år siden. Jeg sad i en kort overgang i bestyrelsen i Sydhavn Teater, som laver nogle vanvittig gode forestillinger. De tænker virkelig ud af boksen og jeg kan ikke huske at have set en eneste forestilling, der ikke har sat sig fast, eller rykket noget i mig.
Hvordan prioriterer du kulturen i hverdagen, og hvad får du personligt ud af det?
Jeg har været selvstændig som fuldtidsinfluent i mange år og har derfor haft et ret fleksibelt arbejdsliv og har derfor både brugt biograferne, museerne, herunder DAC osv. – en del også i arbejdstimerne, fordi jeg har ville inspirere til at bruge byen kulturelt med alle de muligheder, vi har. Og senest som sagt teaterklubben, hvor vi så tre forestillinger, som vi måske ikke havde fået set, hvis det ikke havde været for klubben. Jeg var fx på røven over, hvor dejlig Riddersalen er - kan ikke huske, om jeg har været der før, men skal stensikkert tjekke deres kommende program ud.
Hvordan vil gogoo styrke dit kulturforbrug?
Selvom jeg anvender mange af de kulturelle tilbud der findes, så er der virkelig meget, der går min næse forbi, og jeg synes det er genialt at gogoo kan hjælpe mig med - også spontant - lige at finde ud af, hvad der sker. Synes tit jeg oplever at stå der, efter et glas vin med en veninde på en café, og tænke " Skal vi ikke tage videre?”, men uden helt at vide, hvad der lige sker nu og her. Og så er jeg kommet “i den alder”, hvor man sgu ikke ønsker sig meget andet end et godt kram og en god snak uden afbrydelser i fødseldagsgave, eller det skulle måske så lige være en kulturoplevelse - og det samme elsker jeg at give. Så er gogoo sgu smart at bruge til at tjekke ud, hvad der sker.
Hvilke tre events på gogoo/til SV-festivalen glæder du dig til lige nu?
Har en hed drøm om et endagsbesøg på Copenhell. Gad godt høre Def Leppard. Jeg skal på Roskilde med en veninde og dét glæder jeg mig også til! Sidste år var jeg afsted med min mand og vores børn på endagstur, da min søster og svoger optrådte på festivalen. Det var megafedt for hele banden. Og så glæder jeg mig til Naja Rosa og Det Unge Sydhavn på SV-festival. Jeg elsker, at festivalen spænder bredt og der er noget for alle (!), og at Jan, der står bag festivalen, aktiverer de unge mennesker i Sydhavnen i sang og optræden - det er helt magisk og jeg får altid tårer i øjnene, når jeg ser lyset i børnenes øjne, fordi de er hamrende stolte af at være en del af fællesskabet og festivalen.