Ugens Kulturpersonlighed: Nicolai Demuth
Udgivet 27. juli 2023
Nicolai Demuth er ansvarlig for musik, kunst og partnerskaber hos Alive Festival, som løber af stablen 27.-29. juli. Han er denne uges kulturpersonlighed og har altid haft et helt særligt forhold til livemusik - fra begejstring for vækstlaget til følelsen af at skulle give det videre til næste generation.
Hvad betyder kultur for dig og hvordan vil du beskrive dit kulturforbrug?
Kultur er vigtigt for mig. Det har altid handlet mest om livemusik for mit vedkommende, og det har mere eller mindre været mit livs omdrejningspunkt de sidste mange år. Det startede med en begejstring for vækstlaget på den danske musikscene, som udviklede sig til en følelse af pligt til at holde det i live og give det videre til en ny generation af unge. Derudover nyder jeg altid at dykke ned i udstillinger på de mange gode museer, vi har her i landet. Der ligger næsten altid en overraskelse og venter på en.
Hvilken kulturoplevelse har gjort særligt indtryk på dig, og hvorfor?
Roskilde Festival og alt hvad det indebærer står som hjørnesten i mit billede af, hvad kultur er. Senest har jeg haft rigtig mange gode oplevelser på en af deres mindre scener Flokkr, som præsenterer det skarpeste indenfor debat, aktivisme, workshops og tværkulturelle indslag.
Hvordan prioriterer du kulturen i hverdagen og hvad får du personligt ud af det?
Jeg er så heldig, at mit arbejde ofte bringer kulturelle oplevelser med sig, men det er vigtigt for mig i ny og næ at opsøge en oplevelse, der ikke kommer af sig selv. Kulturen fornyer hele tiden sig selv, og jeg synes altid, det er interessant at se, hvad de nye strømninger bringer.
Hvordan vil gogoo styrke dit kulturforbrug?
gogoo vil gøre det nemmere for mig at skabe det overblik, jeg har brug for, når jeg impulsivt står og trænger til en kulturel oplevelse. Og så vil det nok også styrke min evne til at bevæge mig ud i nogle nye oplevelser, som jeg ellers ikke havde opdaget.
Hvilke events vil du anbefale lige nu?
Jeg har endnu ikke besøgt Enigma i København. Det er noget, jeg ser meget frem til. Der er flere events og udstillinger at hoppe ud i.
Let’s gogoo!