Ugens Kulturoplevelse: “Danmark After Dark” – 40 års danmarkshistorie med D-A-D.
Udgivet d. 14/3-24
Glæd dig til at opleve Nationalmuseets nye udstilling “Danmark After Dark” – 40 års danmarkshistorie med D-A-D. Med ambitionen om at fortælle de seneste 40 års danmarkshistorie, inviterer museet gæsterne med om bord på tourbussen med D-A-D som værter i en spændende tidsrejse. Udstillingen kan opleves t.o.m. d. 1 september 2024.
Foto: Nationalmuseet, PR
Nedslag i 40 års historie
Gennem nedslag i bandets historie, bliver du taget med tilbage til 1980’erne og kommer igennem forskellige scener i historien frem til i dag. Udstillingen er en sanselig og musikalsk oplevelse, som giver dig mulighed for at gå på opdagelse i dine egne erindringer.
Hvad kan du opleve?
I udstillingen kan du se bandets instrumenter, kostumer og personlige genstande side om side med andre ting fra danmarkshistorien. Du kan blandt andet besøge bandets ungdomshybel, se udpluk fra de seneste 40 års populærkultur, mikse og indspille et nummer, få bandets egne historier og til sidst få suset på scenen sammen med D-A-D på Smukfest i 2023.
Ét af Danmarks største rockbands
Museumsinspektør på Nationalmuseet Ulla Hahn Ranmar siger om udstillingen:
“D-A-D passer godt til den historie, vi vil fortælle i udstillingen. Vi ser på, hvordan reklamebranchen, musikken, USA og populærkulturen formede en hel generation og vores kulturgods. Bandet er på en måde værter i en tidsrejse, hvor vi tager gæsten tilbage til sin egen ungdom og følger gæsten langt ind i voksenlivet. Der er musik, tidens elektronik, flimmer og mode at gå på opdagelse i”
Anmeldelser
Anmelderne beskriver udstillingen som en spændende og anderledes tur gennem dansk historie. De roser udstillingen for den unikke atmosfære, den nostalgiske stemning og den kreative brug af lys, lyd og scenografi.
Tag en ven under armen, og dyk ned i danmarkshistorien sammen. Det bliver uden tvivl en spændende oplevelse.