Ugens Kulturoplevelse: Pop Up Festival
Udgivet 2. august 2023
Pop Up Festival er en gratis kunstfestival, der indtager tre centrale pladser i København i weekenden 5.-6. august. Slå vejen forbi, når du er i nærheden af Israels Plads, Højbro Plads eller Charlotte Ammundsens Plads.
Glæd dig til weekenden, hvor den gratis kunstfestival, Pop Up Festival, for tredje år i træk indtager tre centrale pladser i København og forvandler dem til gallerier uden vægge og døre. På Højbro Plads, Israels Plads og Charlotte Ammundsens Plads kan du den 5.-6. august opleve, hvordan festivalen bryder rammerne for udstilling af kunst og giver dig mulighed for at opleve kunstverdenens nye stjerner i øjenhøjde.
Pop Up Festival har en mission om at gøre kunstoplevelser mere tilgængelige - uden selvfølgelig at gå på kompromis med kvaliteten af kunsten. Du kan derfor se frem til at opleve 33 af de mest talentfulde spirende kunstnere fra hele Norden, når festivalen løber af stablen.
Festivalen er arrangeret af Pop Up Arts, der består af et hold unge ildsjæle, der ønsker at gøre kunsten mere tilgængelig ved at åbne kunstverdenen og vise, at kunstoplevelser ikke behøver at være elitære eller intimiderende.
Du kan opleve kunsten på alle tre pladser begge dage fra kl. 12-20.
Her kan du fået overblik over de forskellige performances, du kan opleve i løbet af weekenden.
Læs mere her og glæd dig til en anderledes kunstoplevelse i byrummet.